Frygten for det ukendte

Velkommen til et af mine hudløst ærlige indlæg.

Jeg går rundt og smiler til verden, til mennesker jeg møder og mennesker omkring mig :-D  
Hvis du kan se igennem mig, kan du se jeg faktisk GRÆDER af frygt og smerte.
Min graviditet har ikke været nem på noget tidspunkt, vil dog lige understrege at jeg blev naturligt befrugtet og vores baby star-boy Malthe har det godt <3 
Når det så er sagt, så kom det som en stor overraskelse og alligevel ikke,
da jeg tog en test på fars dag om morgenen og der var ingen tvivl, jeg var gravid. 

Det første jeg blev mødt med fra mine nærmeste var, nu skal du tabe dig så du ikke tager voldsomt på, og du skal ud og gå lange ture, svømme, danse zumba, ja faktisk alle de ting jeg plejede at gøre, for at holde min “godt i stand krop i form”.

Der var bare lige det problem, at jeg led af meget slem kvalme (heldigvis ikke opkast!), og jeg var meget træt og energi forladt! Mennesker omkring mig sagde “det er jo helt normalt når du er gravid”, alligevel havde jeg min fornemmelse som sagde mig at det ikke var normalt og være SÅ træt.

Endelig kom dagen hvor jeg skulle til det første læge check, og der sagde sygeplejersken at blodprøven viste et meget lavt jern tal!
Så hvis jeg havde følt mig meget svimmel og træt var det helt forståeligt.
Godt, så fik jeg det på plads i mit hoved. Min læge tjekkede min livmoder og sagde, “ja, du er 10 uger henne og alt virker normalt”. Puha, så langt så godt…
Vi begyndte at glæde os til nakkefold scanning, men det blev desværre en meget ubehagelig oplevelse, for jeg havde stærke iskiassmerter og kunne næsten ikke bevæge mig. Baby ville ikke rigtig vise sig og hende der skulle scanne mig blev mere og mere sur, ja sur! Samtidig med hun kom med nyheden om, at jeg var 4 uger længere henne end min egen læge havde sagt.
Derfor kunne hun ikke foretage en nakkefold scanning og jeg skulle tage kontakt til min egen læge, for at få lavet en ny blodprøve, som efterfølgende ville blive indsendt til serum instituttet for nærmere undersøgelse.
Jeg blev rigtig ked af det og nervøs fordi jeg fyldte alle mine tanker med,
“tænk hvis der er noget galt nu hvor jeg er så langt som jeg er, hvad gør jeg/vi så”…

Dagene gik og efter et par forgæves kald til lægen, og manglende oplysninger fik vi endelig svar.
Alt var som det skulle være og vi ventede en sund baby <3 Vi var lettet!!
Men så kom frygten igen, hvordan bliver vores gennemscanning? Bare det ikke er samme kvinde, bare jeg ikke har smerter osv. Heldigvis var det en behagelig gennemscanning trods smerter, dog kunne hun ikke få lov til at se alt.
Vi blev bedt om at komme igen ugen efter, for en ny scanning. Så kom den lille frygt igen, er der mon noget galt. Ventetiden føltes lang, selvom det kun var et par dage. 
Det blev onsdag, og denne gang viste gennemscanning at alting var perfekt,
og ligesom det skulle være.

Nu er jeg i uge 22+4 dage og der er præcis 4 måneder til termin i dag.
Det føles som lang tid, og alligevel er jeg ikke helt klar til han kommer til verden.
Men samtidig er jeg ved at blive skør, fordi jeg får flere og flere smerter i kroppen, og har allerede fået væske i ben og fødder. Hvilket bestemt ikke gør det nemmere at bevæge sig!!
Vi skulle have været med min svigerfamilie på 8 dages krydstogt ved middelhavet sidst i september, for at fejre min svigermor fylder 60 år til november.
Det har jeg/vi desværre måtte aflyse, fordi det ville være en alt for stor belastning for min krop at skulle rejse.

Jeg kommer meget lidt ud, fordi jeg er flov over hvordan jeg ser ud, og mine ben der humper. Sidder mest i min sofa med benene oppe, hvor jeg sidder og tænker over alle de ting jeg kunne før i tiden. F.eks ELSKER jeg at køre bil, men har ikke kørt bil siden maj måned. Til at starte med var det på grund af voldsom kvalme og træthed, nu på grund af de mange smerter. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været ude at gå med min elskede hund Buller, men en stor TAK til min kæreste for at have kørt mig rundt til alt, og gået tur med min/vores lille bulldog herunder min graviditet. Det sværeste er nok som den feminine, positive, livsglade kvinde jeg normalt er, at jeg skal acceptere alle de kilo der trænger sig på, lige meget hvor sundt jeg spiser, fordi jeg ikke kan røre mig ordentligt :oops: