Min indre stemme

Nu er jeg i uge 30 i min graviditet. Det er underligt at tænke tilbage på de seneste 30 uger, som virkelig har været en rutschebane tur for mig!

De første uger gik med kvalme (ingen opkast :-D), så kom de første lægebesøg og forvirringen over, at jeg var en måned længere henne end min læge havde vurderet. Nakkefoldscanning der ikke gik som det skulle, og meget andet. Derefter kom der mange uger/måneder med stærke smerter i min iskiasnerve, begge ben osv. Lige nu har jeg det så heldigvis godt, bortset fra almindelig efterårs maveonde :oops: 

Men jeg har så min indre stemme som forvirre mig utrolig meget! Det ene øjeblik siger min indre stemme, at det er fantastisk jeg skal være mor/vi skal være forældre <3 og næste øjeblik siger min indre stemme at det er meget skræmmende og måske endda hel forkert!!

Jeg ved godt det kan lyde hårdt, kynisk og barsk at sige sådan. Men lige nu er jeg bare ærlig omkring mine tanker, fordi jeg ved godt at jeg venter det smukkeste man kan vente her i livet – et barn <3 Jeg ved også godt at nogen kæmper rigtig hårdt for at blive gravide, og det slet ikke er alle det lykkes for.
Så jeg håber heller ikke at jeg bliver misforstået i dette meget ærlige blog indlæg. 

Fordi, jo jeg har altid drømt om at blive mor en dag, men samtidig er det meget overvældende at stå så tæt på mål, og omgivelserne siger at man skal være glad, lykkelig og føle sig heldig. Det gør jeg også!! Samtidig med at jeg tænker,
hele vores liv bliver forandret, ændre jeg mig når jeg først er blevet mor?
Eller vil jeg stadig være den samme, bare med et stort ansvar i mit liv,
nemlig ansvaret for min søn og ansvaret for mit kærligheds forhold til hans far. Så Malthe ikke bliver skilsmissebarn, som jeg selv er :oops:

Der går rigtig mange tanker igennem mig fortiden, både positive og negative det er ikke noget jeg rigtig selv kan styre. Da jeg også er meget påvirket over pludselig at gå herhjemme alene i hverdagene, fra at have haft min kæreste ved min side sin maj måned. I og med jeg er sygemeldt indtil min barsel starter,
er det hårdt pludselig at sidde her alene med vores højt elskede bulldog <3

Jeg er så besværret at hvis jeg taber noget i løbet af dagen er det bare ærgerligt, det må ligge og vente til min kæreste kommer hjem. Ligger jeg i vores seng og post manden banker på døren, som han gør meget fortiden. Kan jeg ligeså godt opgive at nå ud til hoveddøren før han er væk igen, har vi ikke rigtig noget at spise må jeg også vente på min søde kæreste kommer hjem.

Så der er rigtig mange ting, som gør det svært og ensomt at være alene i hverdagene, især i disse dage hvor jeg også har haft en del mave onde :-x
Jeg prøver at være positiv og tænke på de gode ting, som at det fx. ikke er sommer lige nu hvor det havde været frygteligt ikke at kunne komme ud,
men tårerne triller for det meste bare alligevel.

For hudløst ærligt jeg synes ikke det her er sjovt!!